CODE of CONDUCT

Hos ASI står vi ved vores ansvar over for alle de mennesker, der er involveret i produktionen af vores produkter. Vi ønsker at sikre os, at ingen af dem berøves deres basale menneskerettigheder eller lider fysisk eller psykisk skade.
For at gøre denne holdning klart for vore leverandører, vores egne medarbejdere og alle andre involverede parter har vi udformet et adfærdskodeks. Det er et indiskutabelt krav fra vores side, at alle vores leverandører og disses underleverandører lever op til dette kodeks.


1. LOVMÆSSIGE KRAV
Generelt kræver vi, at alle vores leverandører følger de nationale love og regler i de lande, hvor de opererer. Hvis nogle af nedenstående krav fra ASI’s side skulle vise sig at være i strid med national lovgivning, skal den gældende lov følges. I sådanne tilfælde skal leverandøren informere ASI umiddelbart efter at have modtaget dette adfærds kodeks. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at ASI’s krav ikke er begrænset til kravene i den nationale lovgivning.


2. BØRNEARBEJDE
ASI accepterer ikke børnearbejde. Vores politik omkring børnearbejde bygger på FN’s Konvention om barnets rettigheder, artikel 32,1. Vi anerkender alle børns ret til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og mod at skulle udføre arbejde, som kan være farligt, gribe ind i barnets uddannelse, eller skade barnets sundhed eller dets fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller sociale udvikling. Vi definerer i denne sammenhæng ordet ”barn” som betegnende en person, der er under 15 år gammel. Vi er dog klar over, at et barn ifølge Børnekonventionen er en person under 18 år, og vi anbefaler derfor vores leverandører at sikre sig, at de ansatte i aldersgruppen 15-18 år behandles derefter. Denne gruppes arbejdstider og overarbejdstimer skal begrænses i overensstemmelse med deres unge alder. Hvis en leverandør ikke efterlever vores politik omkring børnearbejde, afbryder vi samarbejdet med denne leverandør.


3. SAFETY
3.1 Bygnings- og brandsikkerhed

Vi forventer, at vores leverandører prioriterer deres ansattes sikkerhed i alle forhold. Vi accepterer ikke farligt maskinel eller bygninger. Fabrikkerne skal have tydeligt afmærkede udgange og gerne nødudgange på samtlige etager. Alle udgangsdøre skal åbne udad. Udgange må ikke være blokeret af kasser, stofruller eller andet. Hvis nødudgangene er aflåst, skal nøglerne opbevares bag glas, der nemt kan knuses, ved siden af dørene og dermed være umiddelbart tilgængelige for de ansatte. Samtlige ansatte skal være informeret om fabrikkens sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. nødudgange, brandslukkere, førstehjælpsudstyr etc. En evakueringsplan skal hænges op på de enkelte fabrikker, brandalarmer skal afprøves regelmæssigt, og brandøvelser bør ligeledes foretages med regelmæssige mellemrum.

3.2 Førstehjælp
Førstehjælpsudstyr skal være tilgængeligt på samtlige fabrikker, og mindst en person på hver fabrik skal være trænet i grundlæggende førstehjælp. Det anbefales, at en læge eller sygeplejerske kan tilkaldes med kort varsel, hvis nogen på fabrikken kommer ud for en ulykke. Arbejdsgiveren skal betale de udgifter (som ikke dækkes af en sygesikringsording), der måtte opstå i forbindelse med lægebehandling efter en arbejdsulykke på fabrikken.


4. DE ANSATTES RETTIGHEDER
4.1 Grundlæggende rettigheder

Alle, der arbejder med produktionen af tøj til ASI skal sikres en række grundlæggende rettigheder:

4.1.1 Vi accepterer ikke brug af tvangsarbejdere, fanger eller illegale arbejdere i produktionen af varer til ASI.

4.1.2 Udenlandske arbejdere, der ansættes på kontrakt må ikke tvinges til at fortsætte arbejdet i kortere eller længere tid mod deres vilje. Alle kommissionsomkostninger og andre gebyrer til rekrutteringskontorer i forbindelse med arbejdernes ansættelse skal betales af arbejdsgiveren.

4.1.3 Vi accepterer under ingen omstændigheder, at vores leverandører eller disses underleverandører anvender fysisk afstraffelse eller andre former for fysisk eller psykisk magtanvendelse, herunder seksuel chikane.

4.1.4 Alle arbejdere skal frit kunne melde sig ind i foreninger efter eget valg, og de skal have ret til at forhandle kollektivt. Vi accepterer ikke magtanvendelse fra fabriksejernes side mod arbejdere, der fredeligt og i overensstemmelse med gældende lov danner eller melder sig ind fagforeninger eller andre foreninger.

4.1.5 Vi accepterer ikke diskrimination af arbejdere på grundlag af deres hudfarve, køn, religion eller etniske tilhørsforhold. Alle arbejdere med samme erfarings- og kvalifikationsniveau skal have lige løn for lige arbejde.

4.1.6 Alle arbejdere har ret til en ansættelseskontrakt.

4.2 Lønninger og arbejdstid

4.2.1 Lønninger skal udbetales regelmæssigt og til tiden og være retfærdige set i forhold til arbejdsindsatsen. Mindsteløn er et minimumskrav men ikke den anbefalede lønsats.

4.2.2 Den ugentlige arbejdstid må ikke overstige det tilladte timeantal, og overarbejde skal altid være frivilligt og kun udføres mod passende kompensation.

4.2.3 De ansatte skal tildeles det vedtagne antal ferie og sygedage uden nogen form for restriktioner.

4.2.4 Kvindelige ansatte skal tildeles den vedtagne barselsorlov i tilfælde af graviditet. 

4.2.5 Afskedigelse af gravide kvindelige ansatte accepteres ikke.
I ulande anbefaler vi, at vores leverandører uddeler mindst et gratis måltid mad om dagen til de ansatte.


5. ARBEJDSMILJØ PÅ FABRIKKER
5.1 Det er vigtigt for de ansattes velbefindende såvel som for kvaliteten af produkterne, at arbejdsmiljøet på fabrikkerne er rent og uforurenet.

5.2 Temperaturen på fabrikkerne skal være til at holde ud at arbejde i, og der skal være tilstrækkelig ventilation. Varmeapparater eller vifter skal stilles til rådighed, når de er påkrævet.

5.3 Lysniveauet på fabrikkerne skal være tilstrækkeligt til, at arbejdet kan udføres uden problemer på alle tidspunkter af dagen.

5.4 Toiletter og andre sanitetsfaciliteter skal holdes rene, og de ansatte skal have adgang til disse faciliteter uden urimelige restriktioner. Antallet af toiletter skal afspejle antallet af ansatte på fabrikken. Der skal være toiletter på hver etage, fortrinsvis separate herre- og dametoiletter.


6. BOLIGFORHOLD
Hvis en fabrik stiller boliger til rådighed for sine ansatte, gælder kravene til sikkerhed og fabriksforhold (se punkt 3 og 5 ovenfor) også for boligområdet.
Alle ansatte skal forsynes med deres egen personlige seng, og størrelsen af den enkelte ansattes boligområde skal leve op til de lovmæssige minimumskrav. Kvinder og mænd skal have adskilte sovesale, toiletter og brusebade. De ansatte skal frit kunne forlade sovesalene i de perioder, hvor de har fri fra arbejde. Vi vil desuden understrege vigtigheden af brandalarmer, brandslukkere, ublokerede nødudgange og brandøvelser i sovesalsområderne.


7. MILJØ
Der er stigende bekymring omkring miljøet på globalt plan, og ASI forventer at alle leverandører handler ansvarligt på miljøområder. Vores leverandører skal rette sig efter alle relevante love og regulativer, der er gældende i det land, hvor de opererer. Vi tillader ikke brug af opløsningsmidler eller andre farlige kemikalier i produktionen af vores tøj.


8. KONTROL OG HÅNDHÆVELSE
8.1 Tillids- og samarbejdsprincippet

ASI forventer, at alle leverandører respekterer nærværende adfærdskodeks og arbejder aktivt og målrettet på at leve op til vores standarder. Vi stoler på, at vore egne medarbejdere tager fuldt ansvar for deres arbejde, og vi forventer, at vores leverandører gør det samme. Vi tror på samarbejde, og vi er villige til sammen med vores leverandører at arbejde os frem til brugbare løsninger i hvert enkelt tilfælde.

8.2 Kontrol

Alle leverandører er forpligtet til altid at holde ASI informeret om, hvor de enkelte ordrer produceres.
ASI forbeholder sig retten til på et hvilket som helst tidspunkt at foretage uanmeldte besøg på alle fabrikker, der producerer varer for os. Vi forbeholder os også retten til at lade en uafhængig tredjepart (f.eks. en NGO) udvalgt af os inspicere forholdene for at sikre, at vores adfærdskodeks overholdes.

8.3 Manglende overholdelse
Hvis vi finder, at en leverandør ikke overholder vores adfærdskodeks, afbryder vi vores forretningssamarbejde med denne leverandør, hvis ikke der inden for en aftalt tidsfrist tages skridt til at rette op på forholdene.
I tilfælde af gentagne overtrædelser, afbryder vi samarbejdet med leverandøren øjeblikkeligt og annullerer vores eksisterende ordrer hos vedkommende.

Kontakt

Susanne W. Jensen

swo@asint.dk
Active Sportswear int. | Maltvej 20-24 | 9700 Brønderslev
Forza
Forza
Forza
Forza
Forza
Forza